Forside » Om fiskeriet » Tobis-seminar-2009
Om Fiskeriet
Tobis er vigtig for dansk fiskeri
Danmarks Fiskeriforening arrangerede tobisseminar i Ringkøbing 4. september 2009.

Herunder følger en opsummering af seminaret.

Ved at klikke på de blå link kan indlægsholdernes præsentationer mm. findes.

Bemærk at copyright tilhører foredragsholderen.


Knap 100 deltog i Danmarks Fiskeriforenings tobisseminar på Hotel Fjordgården i Ringkøbing.
På seminaret gjorde formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen, det meget klart, at tobisfiskeriet spiller en ret afgørende rolle for dansk fiskeri.

- Et år uden en tobissæson kan være dødsstødet til hele branchen, sagde formanden i sin indledning.

Derfor stod Danmarks Fiskeriforening som indbyder til et seminar, hvor forskere, forvaltere og fiskere kunne diskutere viden og teori.
I løbet af dagen var der en række indlæg fra blandt DTU Aqua og Havforskningsinstituttet i Norge. Ligeledes fortalte en dansk skipper om fiskeriet efter tobis. Der blev draget en række konklusioner og hypoteser om fiskeriet undervejs.
 
Første indlæg var af ph.d. studerende Mikael van Deurs, sektion for Populations- og økosystemdynamik, DTU-Aqua, der fortalte om tobisens livshistorie. Han drog frem, at mængden af de ét-årige tobis og mængden af føde bestemmer størrelsen af den nye årgang. Han fortalte også, at tobis har mange prædatorer, hvor fiskeriet er den mindste.
 
Josefine Egekvist, sekretariat for myndighedsbetjening DTU-Aqua, viste, at fiskeriet flytter rundt på fiskepladser uge for uge. Indlægget var baseret på data fra VMS-overvågningen af større fiskefartøjer.
 
Espen Johnsen, Havforskningsinstituttet, Faggruppe Bunnfisk, forklarede om, hvordan tobis måles. I Norge anvendes blandt andet en skraber, og man håber på sigt at kunne anvende akustiske målinger til bestandsvurderingen.
 
Asbjørn Christensen, sektion for Populations- og økosystemdynamik, DTU-Aqua, fortalte om spredningsmodeller for tobis. Undersøgelser viser, at larverne bevæger sig med havstrømmen, mens de voksne tobis holder sig i nærheden af de banker, de lever på. Han fortalte også om områdebaseret forvaltning og lagde op til, at tobis måske skal forvaltes ud fra 3 til 6 områder. Indlægget byggede på teoretiske modeller baseret på hydrografiske data.
 
Professor Egil Ona, Havforskningsinstituttet, Faggruppe Observasjonsmetodikk, forklarede om akustisk målstyrke på tobis. Der kan i vandsøjlen identificeres både art og mængde. Metoden anvendes sammen med en skraber, forklarede han yderligere.
 
Fiskeskipper Thorvald Børsmose, Esbjerg, fortalte om sine erfaringer med at fange tobis. Han forklarede, at variationen af tobis er stor fra sted til sted, og meget afhænger af strømforholdene. Han fortalte også, at det kan være svært at lodde tobis. Nogen gange fanges der tobis på trods at, at det ikke har været muligt at lodde dem.
 
Forsker Tore Johannsen, Havforskningsinstituttet, Faggruppe populasjonsgenetikk og økologi, forklarede, at det får store konsekvenser, hvis man nedfisker en banke. For kun med en lokal gydebestand er der en jævn god rekruttering til området, lød hans vurdering. Han pegede på, at Vestbanken kan holde til fiskeriet, fordi store dele af området ikke kan fiskes.
Han mente ikke, at et assessment kunne forudsige en bestands udvikling.
 
Seniorforsker Steen Christensen, sektion for Rådgivning, DTU-Aqua, fortalte om nogle af de problemer, der er med at fastlægge bestanden. Blandt andet tager modellen ikke hensyn til at fiskerimønstret varierer fra år til år. Og der gættes for lavt på dødelighed og for højt på gydebiomassen. Der er heller ikke hyperstabilitet, da fangstraten falder i løbet af sæsonen. Han fortalte også, at det kan betale sig at gemme fisk til næste år. Derfor er der stor usikkerhed om den fremtidige forvaltning.
 
Endelig sluttede Niels Wichmann, adm. dir. Danmarks Fiskeriforening, dagen af med at kræve en startkvote til 2010, så fiskerne kan planlægge sæsonens fiskeri.

- Skal der være rentabilitet i fiskeriet, så skal kvoten være på 400.-500.000 tons, sagde Niels Wichmann.

 
---------- 
Kontakt os
Danmarks Fiskeriforening
Nordensvej 3, Taulov
7000 Fredericia
Tlf. 70 10 40 40
mail@dkfisk.dk